Behandling

Mange års erfaring i at hjælpe mennesker

Jeg har mange års erfaring i at hjælpe mennesker med forskellige former for lidelser og problemer. Og jeg tilbyder både individuel og parterapi, ligesom jeg også kan inddrage eller rådgive pårørende, hvis der er behov for det. Jeg er optaget af at tage udgangspunkt i dine vanskeligheder, ønsker og behov. Målet med samtalerne er at igangsætte en forandring, som styrker din fleksibilitet og personlige handlekraft, så du har større muligheder for at leve et meningsfuldt liv i trivsel og i overensstemmelse med dine værdier og mål.

Alder er ikke nogen hindring

Med en baggrund i ældrepsykologien ved jeg, at vores livsløb er utrolig forskellige og at der er mange forhold, der kan påvirke vores trivsel og handlekraft.

Man kan have fået en svær start i livet, men så kan samfundsmæssige eller historiske ændringer pludselig give gode vilkår for positive forandringer. Livsløbet kan også lægge godt ud, men forandringer i arbejdsliv eller helbred kan pludseligt give udfordringer, der sætter en negativ udviklingsspiral i gang. Mit udgangspunkt er, at alder ikke er nogen hindring for udbytte af behandling. Jeg tænker tværtimod, at et langt livs erfaringer, giver et godt grundlag
for at skabe forandringer, selv i svære situationer.

Jeg har haft en særlig interesse i at arbejde med mennesker, der er selvmordstruede. Og eftersom der er mange “veje” til at blive selvmordstruet, har jeg fået erfaring med en lang række problemstillinger. Jeg har kendskab til flere terapeutiske tilgange, og er særligt optaget af Acceptance and Commitment Therapy (ACT), som er en af de nyere tilgange indenfor kognitiv adfærdsterapi.

På siden ”Problemer og udfordringer” kan du læse om nogle af de vanskeligheder du kan
henvende dig med og som jeg har erfaring med at behandle.

Har du spørgsmål? Kontakt os endelig

Vi sidder klar til at besvare ethvert spørgsmål, du måtte have, som du ikke får besvaret her på hjemmesiden. Så tøv ikke med at ringe eller skrive til os.