Om lægehenvisninger

Hvem kan få en henvisning til psykolog?

Med en henvisning fra din læge kan du få tilskud til psykologbehandling, hvis du tilhører en af nedenstående grupper/personkredse. En henvisning giver ret til max. 12 samtaler, dog kan let til moderat depressive lidelser og angstlidelser opnå op til 2 x 12 samtaler efter henvisning fra egen læge.

  1. røveri-, volds- og voldtægtsofre.
  2. trafik- og ulykkesofre.
  3. pårørende til alvorligt psykisk syge personer.
  4. personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom.
  5. pårørende til personer ramt af en alvorligt invaliderende sygdom.
  6. pårørende ved dødsfald.
  7. personer, der har forsøgt selvmord.
  8. kvinder, der, som følge af misdannelser eller lignende ved barnet, får foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge.
  9. personer, der inden det fyldte 18. år har været udsat for incest eller andre seksuelle overgreb.
  10. personer med let til moderat depression fra 18 år.
  11. personer med let til moderat angstlidelse, herunder let til moderat OCD fra 18 år.

Vigtigt information om henvisninger

Du kan ikke automatisk få en henvisning, hvis du har været udsat for en eller flere af de anførte hændelser. Din læge skal skønne, at du befinder dig i en krise, som er udløst af det, du har været udsat for. Lægen kan som udgangspunkt henvise dig til psykologhjælp inden 6 måneder efter den begivenhed, der er grunden til, at du ønsker psykologhjælp. Henvisning kan dog også udstedes senere og skal i alle tilfælde udstedes senest 12 måneder efter den udløsende begivenhed (tidsbegrænsningen gælder ikke i forbindelse med incest/seksuelle overgreb eller depression.).

Hvis du er udsat for flere hændelser, giver hver hændelse mulighed for tilskud til psykologbehandling efter samme retningslinjer.

Hvis du skifter psykolog

Henvisningen gælder stadig, selv om du skifter psykolog i forløbet. Fortæl blot den nye psykolog, at der er tale om et skift, så tager psykologen kontakt til regionen og får oplyst, hvor mange konsultationer, du har tilbage på henvisningen.

Har du spørgsmål? Kontakt os endelig

Vi sidder klar til at besvare ethvert spørgsmål, du måtte have, som du ikke får besvaret her på hjemmesiden. Så tøv ikke med at ringe eller skrive til os.